Kølecentral med Unistrut føringsveje
På Chr. Hansens fabrik i Avedøre opføres en kølecentral, der skal køle et 2.000 kvadratmeter stort færdigvarelager ned til minus 55 grader. AGJ A/S har 10-12 mand i gang for at løfte rør-entreprisen, og alt bliver monteret på Unistrut skinnesystemer og rørophæng, købt hos Erik Larsen og Søn.
AGJ har siden 1963 udført rørjobs for industrikunder i den farmaceutiske industri og i fødevareindustrien. I dag er der ca. 80 medarbejdere, der primært arbejder med at etablere og renovere luftrør og vandrør på proces- og fabriksanlæg. Området er i vækst, og for tiden opføres der en ny kølecentral på Chr. Hansens fabrik i Avedøre.
Chr. Hansen er en af den slags virksomheder, der laver produkter, vi bruger hver dag, men aldrig ser. På anlægget i Avedøre er det naturlige ingredienser til fødevare- og kosttilskudsbranchen, den farmaceutiske industri og landbrugssektoren. Alt sammen produkter, der skal hurtigt på køl, så derfor opføres en kølecentral, der skal køle et 2.000 kvadratmeter stort færdigvarelager ned til minus 55 grader.