GUIDE

Forbind gevindstænger til montageskinner

5+1 måder at montere gevindstænger på Unistrut montageskinner

Gevindstænger bruges i en lang række bygningskonstruktioner til sammenkobling af forskellige enheder, til at styrke konstruktioner og til ophæng og nedstropning fra lofter m.m.

Montering af gevindstænger på montageskinner fra Unistrut skinnesystemet er en klassiker indenfor tekniske installationer.

Gevindstænger bruges til at fastgøre Unistrut skinnerne til et loft eller på en bærende eller sekundær bjælkekonstruktion, til ophæng og nedstropning fra én skinne til en anden og til montering/fremføring af lang række HVAC -, elektriske - og andre tekniske installationer.

Her er 4 af mest udbredte og gennemtestede metoder samt en ny måde at montere gevindstænger på Unistrut skinner.

Det er ikke svært, når du først får det lært!

  1. Fast montering af gevindstang
  2. Montering gennem skinnen
  3. Nedhængt montering
  4. Vinklet montering
  5. Selvjusterende montering (2 løsninger)

Se løsningerne og følg anvisningerne nedenfor.

 

1. Fast

2. Gennemgående

3. Nedhængt

4. Vinklet

5a. Selvjusterende

5b. Selvjusterende (ryg)

1. Fast montering af gevindstang

Den mest almindelige løsning til at forbinde en gevindstang til en Unistrut skinne er en fast, vinkelret sammenføjning. Her placeres gevindstangen ind i skinnen gennem den åbne side, men uden, at den rammer ryggen af skinnen.

Hvad skal du bruge?

  • Montageskinne med eller uden huller
  • Gevindstang (almindeligvis M8, M10 eller M12)
  • Skinnemøtrik med eller uden fjeder
  • Planbeslag (eksempelvis P1019 eller P1020)
  • Almindelig møtrik (sekskantet)

Hvordan gør du?

  1. Placér skinnemøtrikken indvendigt i skinnens åbne side
  2. Montér og spænd sekskantmøtrikken løst på gevindstangen
  3. Placér planbeslaget på gevindstangen over sekskantmøtrikken
  4. Indsæt gevindstangen i skinnen og skru den igennem skinnemøtrikken
  5. Fastgør til sidst gevindstangen med planbeslaget og sekskantmøtrikken

Hvilke skinner kan du bruge?

Du kan bruge denne fremgangsmåde ubesværet på såvel enkelt- og dobbeltprofiler, med eller uden huller.

2. Montering gennem Unistrut skinnen

Fast montering af gevindstangen fungerer upåklageligt i rigtig mange tilfælde, men mulighederne for at justere gevindstangen efter installation er begrænsede. Har du brug for at kunne højdejustere gevindstangen, så er der andre og bedre løsninger. Eksempelvis en solid gennemgående montering. Her placeres gevindstangen helt gennem skinnen og fæstnes med planbeslag og møtrikker.

Hvad skal du bruge?

  • Montageskinne med huller
  • Gevindstang (almindeligvis M8, M10 eller M12)
  • 2 x planbeslag (eksempelvis P1019 eller P1020)
  • 2 x almindelig møtrik (sekskantet)
Hvordan gør du?
  1. Montér og spænd den ene sekskantmøtrik løst på gevindstangen
  2. Placér et af planbeslagene på gevindstangen oven på sekskantmøtrikken
  3. Indsæt gevindstangen i skinnen fra den åbne side og før den gennem hullet i skinnens ryg
  4. Placér det andet planbeslag på gevindstangen og skinnens bagside
  5. Montér og fastspænd til sidst den anden sekskantmøtrik på gevindstangen

Hvilke skinner kan du bruge?

Du kan bruge denne fremgangsmåde på såvel enkelt- som ryg-mod-ryg dobbeltprofiler med huller.

3. Nedhængt montering

Har du brug for større justeringsmuligheder? Eller har din skinne ikke huller i ryggen? Her kan en nedhængt løsning, hvor gevindstangen tilsluttes nedefra i et solidt u-beslag være den bedste løsning.

Hvad skal du bruge?

  • Montageskinne med eller uden huller
  • 2 skinnemøtrikker med eller uden fjeder
  • U-beslag (eksempelvis P1047, P1737 eller P5547)
  • 2 x sætbolte (almindeligvis M10 eller M12, 25-30 mm til standardskinner, 20 mm til lave skinner)
  • Gevindstang (almindeligvis M8, M10 eller M12)
  • 2 x skive/skærmskive
  • 2 x almindelig møtrik (sekskantet)

Hvordan gør du?

  1. Placér skinnemøtrikkerne indvendigt i skinnens åbne side
  2. Placér u-beslaget på skinnen, tilpas placeringen af skinnemøtrikkerne og fastgør beslaget med bolte
  3. Montér og spænd den ene sekskantmøtrik løst på gevindstangen
  4. Placér en af skiverne/skærmskiverne på gevindstangen over sekskantmøtrikken
  5. Indsæt gevindstangen gennem hullet i u-beslaget nedefra
  6. Placér den anden skive/skærmskive på gevindstangen mod u-beslagets bagside
  7. Montér og fastspænd sekskantmøtrikken på gevindstangen

Hvilke skinner kan du bruge?

Du kan bruge denne fremgangsmåde på såvel enkelt- og dobbeltprofiler, med eller uden huller.

4. Vinklet montering

Alle de førnævnte løsninger – den faste, den gennemgående og den nedhængte montering af gevindstænger – er beregnet til montering på vandrette skinner. Skinner, der almindeligvis er monteret fra et plant loft eller en vandret stålkonstruktion.

Men, hvad gør du, når skinnerne er monteret i en vinkel på 30°, 45° eller en helt anden vinkel? Hér har du brug for en vinklet forbindelse, som du kan justere. Eksempelvis ved at bruge to vinkelbeslag, der giver en solid sammenkobling med en lodret nedhængt gevindstang, uanset vinklen på Unistrut skinnen.

Hvad skal du bruge?

  • Montageskinne med eller uden huller
  • Skinnemøtrik med eller uden fjeder
  • 2 x 90° vinkelbeslag (eksempelvis P1068)
  • 2 x sætbolte (almindeligvis M10 eller M12, 25-30 mm til skinnen og 20 mm til beslagene)
  • Gevindstang (almindeligvis M8, M10 eller M12)
  • 2 x skive/skærmskive
  • 2 x almindelig møtrik (sekskantet)
Hvordan gør du?
  1. Placér skinnemøtrikken indvendigt i skinnens åbne side
  2. Placér det ene vinkelbeslag på skinnen (den korte side mod skinnen), tilpas placeringen af skinnemøtrikken og fastgør beslaget på skinnen med en bolt
  3. Placér det andet vinkelbeslag på det første, tilpas vinklen så den frie del er vandret, og fastgør de to beslag til hinanden med en bolt
  4. Montér og spænd den ene sekskantmøtrik løst på gevindstangen
  5. Placér en af skiverne/skærmskiverne på gevindstangen over sekskantmøtrikken
  6. Indsæt gevindstangen nedefra i det frie hul på det vandrette beslag
  7. Placér den anden skive/skærmskive på gevindstangen på beslagets indvendige side
  8. Montér og fastspænd sekskantmøtrikken på gevindstangen

Hvilke skinner kan du bruge?

Du kan bruge denne fremgangsmåde på såvel enkelt- som ryg-mod-ryg dobbeltprofiler med huller.

5a. Selvjusterende montering (på skinnens åbne side)

Står du med en vinklet Unistrut skinne med den åbne side opad, og foretrækker du en simplere løsning end ovenstående kombination med to vinkelbeslag? Med det nyeste justerbare universalhængsel fra Unistrut, UGM10, får du en ekstra smart løsning til nedstropning fra en vinklet montageskinne eller direkte fra et skrånende tag eller loft.

Hvad skal du bruge?

  • Montageskinne med eller uden huller
  • Justerbart univerhængsel, inkl. låseplade og flangemøtrik (UGM10)
  • Sætbolt (M10, 25-30 mm til standardskinner, 20 mm til lave skinner)
  • Planbeslag (eksempelvis P1019 eller P1020)
  • Gevindstang (M10)
Hvordan gør du?
  1. Placér skinnemøtrikken indvendigt i skinnens åbne side og planbeslaget uden på
  2. Placér universalhængslet på planbeslaget og tilpas placeringen af beslag og skinnemøtrik
  3. Montér bolten nedefra gennem hængslet og skinnemøtrikken og fastspænd bolten
  4. Montér og spænd universalhængslets flangemøtrik (med flangen op) løst på gevindstangen
  5. Placér låsepladen (med den plane side nedad) på gevindstangen over flangemøtrikken
  6. Indsæt gevindstangen nedefra og fastspænd den til hængslet med flangemøtrikken

Hvilke skinner kan du bruge?

Du kan bruge denne fremgangsmåde på såvel enkelt- og dobbeltprofiler, med eller uden huller.

5b. Selvjusterende montering (på skinnens bagside)

Du kan også bruge Unistruts universalhængsel, hvis den åbne side på den vinklede skinne vender opad. Bemærk, du har brug for lidt andet tilbehør end, hvis den åbne side vender nedad!

Hvad skal du bruge?

  • Montageskinne med huller
  • Justerbart univerhængsel, inkl. låseplade og flangemøtrik (UGM10)
  • Sætbolt (M10, 65 mm til standardskinner, 45 mm til lave skinner)
  • Planbeslag (eksempelvis P1019 eller P1020)
  • Almindelig møtrik (sekskantet)
  • Gevindstang (M10)
Hvordan gør du?
  1. Placér universalhængslet ved det relevante slidshul på skinnens ryg og planbeslaget på den modsatte, åbne side af skinnen
  2. Montér bolten nedefra gennem hængslet, skinnen og planbeslaget og fastspænd bolten med en møtrik
  3. Montér og spænd universalhængslets flangemøtrik (med flangen op) løst på gevindstangen
  4. Placér låsepladen (med den plane side nedad) på gevindstangen over flangemøtrikken
  5. Indsæt gevindstangen nedefra og fastspænd den til hængslet med flangemøtrikken

Hvilke skinner kan du bruge?

Du kan bruge denne fremgangsmåde på enkeltprofiler med huller.

Vil du vide mere?

Lad os høre fra dig. Giv os et ring eller send os en mail!

Erik Larsen & Søn

Din autoriserede Unistrut distributør

Erik Larsen & Søn har gennem 3 generationer været autoriseret distributør af det alsidige Unistrut skinnesystem. Vores erfarne og faguddannede team hjælper dig gerne og giver dig ærlig produktrådgivning i forbindelse med projektplanlægningen og dimensioneringen af dit projekt. Og har du brug for særlig ”nørdet” specialistviden, trækker vi naturligvis på Unistruts specialister.