Handelsbetingelser
Almindelige handelsbetingelser for produkter og byggematerialer leveret af Erik Larsen & Søn. Glostrup ApS, CVR-nr. 66068714, herefter benævnt ”Erik Larsen & Søn”.
1. Generelt
1.1. Disse handelsbetingelser gælder for alle tilbud, ordrer, ordrebekræftelser og leverancer leveret af Erik Larsen & Søn.
1.2. Såfremt der er indgået en særskilt aftale mellem kunden og Erik Larsen & Søn udgør disse handelsbetingelser en integreret del af det samlede aftalegrundlag.
1.3. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem en skriftlig aftale og disse handelsbetingelser, har disse handelsbetingelser forrang, med mindre der i den skriftlige aftale udtrykkeligt er indgået aftale om fravigelse af et eller flere punkter i disse handelsbetingelser.
1.4. Byggematerialer og produkter benævnes i det følgende under ét "Produkt", "Produkter" eller "Produktet".
2. Tilbud/ordrebekræftelse
2.1. Tilbud ydet af Erik Larsen & Søn gælder i 8 dage, medmindre andet fremgår af det pågældende tilbud.
2.2. Endelig aftale om levering foreligger først, når kunden har modtaget skriftlig ordrebekræftelse fra Erik Larsen & Søn.
2.3. Kunden henvises til at følge eventuelle brugervejledninger, kataloger og brochurer, der er leveret med Produktet og til selv at indhente fornødne oplysninger om anvendelsesområdet samt korrekt anvendelsesmåde for de købte Produkter.
2.4. Erik Larsen & Søn påtager sig intet ansvar for eventuel vederlagsfri mundtlig eller skriftlig vejledning, måltagning, beregning mv., som en medarbejder måtte yde i forbindelse med køb af Produktet fra Erik Larsen & Søn.
3. Priser
3.1. Priser fremgår af Erik Larsen & Søns til enhver tid gældende prisliste eller af fremsendt ordrebekræftelse. Levering sker fra Erik Larsen & Søns lager eller direkte fra Erik Larsen & Søns leverandør, medmindre andet skriftligt er aftalt. Alle priser opgives eksklusive fragt, emballage, moms, afgifter samt eventuelt ekspeditionsgebyr.
3.2. Erik Larsen & Søn er løbende berettiget til uden varsel at foretage prisændringer i prislister og tilbud, såfremt intet andet skriftligt er aftalt.
4. Tegninger, beskrivelser, modeller m.v.
4.1. Alle tegninger og tekniske dokumenter m.v. vedrørende Erik Larsen & Søns produkter, eller fremstilling heraf, som før aftalens indgåelse overlades til køber er fortsat sælgers ejendom. Modtagne tegninger, tekniske dokumenter, eller anden teknisk dokumentation kan ikke uden Erik Larsen og Søns udtrykkelige samtykke anvendes til andre formål end tilbudsafgivelsen. Materiale omfattet af denne bestemmelse må således ikke i nogen henseende misbruges eller videregives til tredjemand og skal straks tilbageleveres til sælger, såfremt tilbuddet ikke accepteres.
5. Betaling, ejendomsforbehold og sikkerhedsstillelse
5.1. Såfremt kunden har indgået aftale om betaling på kredit med Erik Larsen & Søn, forfalder købesummen til betaling efter de nærmere aftalte betalingsbetingelser. Købesummen forfalder til betaling regnet fra det angivne leveringstidspunkt, uanset om kundens forhold medfører, at levering ikke kan ske som aftalt.
5.2. Hvis kunden og Erik Larsen & Søn ikke har indgået aftale om betaling på kredit, forfalder købesummen til betaling på det angivne leveringstidspunkt, uanset om kundens forhold måtte medføre, at levering ikke kan ske som aftalt.
5.3. Såfremt kundens betaling ikke sker rettidigt, og/eller hvis forudsætningerne for den aftalte kredit væsentligt ændres, er Erik Larsen & Søn berettiget til at tilbageholde alle yderligere leverancer til kunden, uanset om leverancerne har en indbyrdes sammenhæng.
5.4. Ved kundens betaling efter sidste rettidige betalingsdag tilskrives renter af det forfaldne tilgodehavende inkl. moms med to pct. (2 %) pr. påbegyndt måned, med mindre andet er skriftligt aftalt mellem kunden og Erik Larsen & Søn. Tilskrevne renter og eventuelle gebyrer forfalder til betaling omgående og betales forud for al anden gæld ved de løbende indbetalinger.
5.5. Erik Larsen & Søn bevarer ejendomsretten til de solgte Produkter, uanset om levering har fundet sted, indtil hele købesummen og eventuelle renter og/eller gebyrer er betalt.
5.6. Erik Larsen & Søn er til enhver tid i forbindelse med eller efter aftalens indgåelse berettiget til over for kunden at kræve betryggende sikkerhedsstillelse for købesummens, fragtomkostningernes, renternes og øvrige omkostningers rettidige betaling.
5.7. Ved ikke rettidig betaling er Erik Larsen & Søn berettiget til uden varsel at overgive ethvert krav mod kunden til inkasso. Kunden er pligtig at betale de af inkassatoren fastsatte inkassoomkostninger, som kan overstige de beløb, som fremgår af "Bekendtgørelse om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling" med senere ændringer.
5.8. Erik Larsen & Søn er berettiget til helt eller delvist at overdrage fordringer mod kunden til tredjemand uden særskilt indhentet samtykke fra kunden.
6. Annullering og ændring af ordrer
6.1. Kunden har efter afgivelse af en ordre til Erik Larsen & Søn ikke ret til ændring heri eller annullering heraf.
6.2. Såfremt Erik Larsen & Søn til trods for punkt 6.1 særskilt godkender en ændring eller annullering, er kunden pligtig at betale de med annulleringen eller ændringen forbundne omkostninger, herunder omkostninger til opbevaring og sikring af kvalitet og egenskaber samt forrentning, som følge af udskudt leveringstidspunkt, dog mindst kr. 500,-. Ved hel eller delvis annullering er kunden videre pligtig til at erstatte Erik Larsen & Søn’s mistede fortjeneste.
7. Returvarer og returbar emballage
7.1. Erik Larsen & Søn modtager ikke produkter retur.
7.2. Såfremt det til trods for punkt 7.1 særskilt aftales, at Erik Larsen & Søn tager Produkter retur, skal Produkterne være ubrugte, i mangelfri stand samt i original og ubrudt emballage. Produkterne skal ligeledes være fri for smuds etc. Der skal kunne fremvises følgeseddel eller faktura som viser at produktet er købt hos Erik Larsen & Søn.
7.3. I forlængelse af ovenstående pkt. 7.2. bemærkes, at Erik Larsen & Søn alene krediterer godkendte returvarer med følgende fradrag til dækning af Erik Larsen & Søns salgs- og returneringsomkostninger:
- Varer, der er returneret fra 0 til 14 dage fra afhentning/forsendelse: 0%
- Varer, der er returneret fra 15 til 90 dage fra afhentning/forsendelse: 20%
7.4. Produkter, der er afhentet/sendt for mere end 90 dage siden tages ikke retur, ligesom Produkter, der er specielt producerede og/eller hjemtaget til kunden, ej heller tages retur.
7.5. Følgende varer tages IKKE retur:
- Rør, profiler eller øvrige varer i afmålte længder eller specialmål
- Engangsemballage
7.6. Erik Larsen & Søn krediterer godkendte returvarer med fradrag af det af Erik Larsen & Søn fastsatte gebyr til dækning af returneringsomkostninger og af Erik Larsen & Søns salgsomkostninger.
7.7. Erik Larsen & Søn krediterer returbar emballage ved frankolevering i uskadt stand inden tre (3) måneder fra Erik Larsen & Søns levering. Kreditering foretages med et evt. fradrag til dækning af slitage, håndterings- og fragtomkostninger m.v. fastsat af Erik Larsen & Søn.
8. Produktprøver
8.1. Produktprøver viser kun farve, størrelse og kvalitet i almindelighed, hvorfor Erik Larsen & Søn ikke er ansvarlig for eventuelle afvigelser, medmindre afvigelserne er væsentlige og for kunden uforudsigeligt store i forhold til de foreviste prøver.
9. Garanti
9.1. Erik Larsen & Søn yder ikke selvstændig garanti på leverede Produkter.
9.2. I tilfælde hvor et Produkt måtte stamme fra en underleverandør til Erik Larsen & Søn, accepterer kunden udelukkende at kunne rejse krav i henhold til en evt. leverandørgaranti for det pågældende Produkt direkte over for den pågældende underleverandør, idet Erik Larsen & Søn i så fald alene videreformidler oplysning om en eventuel leverandørgaranti til kunden.
10. Levering
10.1. Det i ordrebekræftelsen anførte leveringstidspunkt er alene vejledende for Erik Larsen & Søn, medmindre andet skriftligt er aftalt.
10.2. Såfremt der er aftalt fast leveringstidspunkt, har Erik Larsen & Søn ret til tidsfristforlængelse i følgende tilfælde:
- Force majeure, jf. punkt 14.
- Ved forsinkelse, som skyldes Erik Larsen & Søns leverandører, transportører eller øvrige tredjemænd.
- Usædvanligt vejrlig og klimapåvirkninger.
- Arbejdskonflikter uanset årsag.
- Offentlige påbud eller forbud, som Erik Larsen & Søn ikke burde have forudset ved aftalens indgåelse.
10.3. Hvis kunden og Erik Larsen & Søn har indgået aftale om levering på kundens adresse eller et andet af kunden anvist sted, leverer Erik Larsen & Søn Produktet så nær brugsstedet, som en lastvogn efter chaufførens skøn kan køre uden fare for at køre fast eller beskadige køretøjet eller omgivelserne.
10.4. Kunden er forpligtet til at stille fornødent mandskab til rådighed for aflæsning.
10.5. Såfremt kunden ikke opfylder den i punkt 10.4 anførte forpligtelse, vil Erik Larsen & Søn være berettiget, men ikke forpligtet, til at foretage levering med frigørende virkning på leveringsstedet, uanset om en repræsentant for kunden er til stede.
10.6. Risikoen for Produkternes undergang eller beskadigelse overgår til kunden ved levering. Følgeseddel eller transportørens køreseddel anses som dokumentation for levering.
10.7. Kunden skal betale udgifter ved eventuel ventetid i forbindelse med aflæsning på kundens adresse eller et andet af kunden anvist sted, ligesom kunden skal betale eventuelle omkostninger, der følger af, at kunden ikke kan modtage Produkterne til det aftalte leveringstidspunkt eller på det aftalte leveringssted
11. Reklamation ved og ansvar for forsinkelse
11.1. Kunden skal reklamere skriftligt straks ved konstatering af forsinkelse, idet kunden ellers mister ethvert krav som følge af forsinkelsen.
11.2. Ved mindre forsinkelse foretager Erik Larsen & Søn efterlevering.
11.3. I tilfælde af væsentlig forsinkelse fra Erik Larsen & Søns side er kunden berettiget til at hæve købet. Hvis der er aftalt successiv levering, er kunden dog alene berettiget til at hæve for så vidt angår den forsinkede delleverance.
11.4. Hvis kunden hæver aftalen i henhold til punkt 11.3 har kunden krav på erstatning fra Erik Larsen & Søn for de meromkostninger, der er påført kunden ved anskaffelse af tilsvarende produkt fra anden side. Erstatningen kan dog ikke overstige fakturaværdien af den forsinkede leverance med tillæg af 10 %.
11.5. Kunden har - ud over det i punkt 11.4 nævnte - ikke ret til erstatning eller anden kompensation i anledning af Erik Larsen & Søns forsinkelse. Dette gælder, uanset om kunden hæver eller fastholder købet.
12. Undersøgelsespligt og reklamation
12.1. Kunden skal straks ved udleveringen eller modtagelsen, og altid inden Produkterne tages i brug, bearbejdes eller indbygges, gennemgå de leverede Produkter for at sikre sig, at disse er mangelfri, herunder at farve-, nuance- og overfladeforskelle ligger inden for det acceptable.
12.2. Reklamationer over mangler, herunder mængdeafvigelser, som kunden har eller burde have konstateret ved den i punkt 12.1 nævnte kontrol, skal kunden fremsætte over for Erik Larsen & Søn straks og absolut senest 8 dage efter Produktets levering til kunden for at kunne tages i betragtning. Ved øvrige mangler skal kunden reklamere straks efter, at kunden burde have opdaget manglen, og senest inden ét (1) år efter levering.
12.3. Såfremt Produkterne skal monteres eller indgå i en montage, skal kunden sørge for, at Produkterne – inden montagen påbegyndes – gennemgås for mangler, idet reklamation ikke kan finde sted, efter at montage er påbegyndt.
13. Ansvar for mangler ved Produktet
13.1. Ved rettidig reklamation over mangler, skal Erik Larsen & Søn efter eget valg foretage afhjælpning eller omlevering.
13.2. Hvis Erik Larsen & Søn ikke foretager afhjælpning eller omlevering, inden rimelig tid efter, at kunden behørigt har reklameret, har kunden ret til ved skriftlig meddelelse til Erik Larsen & Søn at hæve aftalen for så vidt angår den mangelfulde del af leverancen.
13.3. Hvis kunden hæver aftalen, har han ret til at kræve erstatning af Erik Larsen & Søn for de meromkostninger, der er påført kunden ved anskaffelse af tilsvarende produkt fra anden side.
13.4. Uanset det foregående er Erik Larsen & Søns erstatningsansvar for mangler altid begrænset til fakturaværdien af de mangelfulde Produkter med tillæg af 10 %.
13.5. Erik Larsen & Søn har intet ansvar for mangler eller for undladelse af at levere erstatningsprodukter udover det i punkterne 13.3 og 13.4 foreskrevne. Dette gælder ethvert tab, som manglen måtte forårsage, herunder driftstab, tabt fortjeneste og andre økonomiske konsekvenstab. Denne begrænsning i Erik Larsen & Søns ansvar gælder dog ikke, hvis Erik Larsen & Søn har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed eller forsæt.
13.6. Kundens krav på afhjælpning, omlevering eller ophævelse bortfalder, såfremt Produkterne ikke har været opbevaret eller anvendt korrekt og sædvanligt samt i overensstemmelse med Erik Larsen & Søns anvisninger.
13.7. Erik Larsen & Søn har intet ansvar for skader forårsaget af forkert og uhensigtsmæssig brug af leverede Produkter.
14. Force majeure
14.1. I tilfælde af at levering, rettidig levering eller mangelfri levering, bliver hindret eller forsinket af begivenheder udenfor Erik Larsen & Søns kontrol, herunder men ikke begrænset til arbejdskonflikt, driftsforstyrrelser, transportvanskeligheder eller anden tredjemands svigt, herunder en leverandørs eller producents insolvens, eller lignende, kan Erik Larsen & Søn ansvarsfrit udskyde levering eller helt eller delvist annullere kundens ordre efter eget valg ved meddelelse til kunden hurtigst muligt.
15. Produktansvar
15.1. Erik Larsen & Søn er ansvarlig efter lov om produktansvar i det omfang, at loven ufravigeligt pålægger Erik Larsen & Søn ansvar, og at Erik Larsen & Søns ansvar herfor ikke lovligt måtte være begrænset. Erik Larsen & Søn er endvidere ansvarlig for skader, som Produkter leveret af Erik Larsen & Søn måtte forvolde, i det omfang at skadeforvoldelsen skyldes udøvelse af grov uagtsomhed fra Erik Larsen & Søns side, og at Erik Larsen & Søns ansvar herfor ikke lovligt måtte være begrænset.
15.2. Erik Larsen & Søns ansvar for produktskader er for erhvervstingskader begrænset til maksimum kr. 10.000.000.
15.3. Hvis Erik Larsen & Søn er ansvarlig for produktskade, jf. punkterne 15.1 og 15.2, men såfremt produktskaden også kan henføres til fejl begået af kunden eller dennes medarbejdere, entreprenører eller øvrige samarbejdspartnere, fordeles ansvaret mellem kunden og Erik Larsen & Søn efter graden af udvist skyld.
15.4. Hvis Erik Larsen & Søn måtte blive pålagt ansvar for produktskader i forhold til tredjemand, er kunden forpligtet til at holde Erik Larsen & Søn skadesløs for det ansvar, som Erik Larsen & Søn måtte blive pålagt, og som er videregående end Erik Larsen & Søns ansvar efter ovenstående bestemmelser. Kunden er forpligtet til at lade sig sagsøge/indklage ved samme domstol/voldgift, som behandler erstatningskrav mod Erik Larsen & Søn fra tredjemand i anledning af Produkter leveret af Erik Larsen & Søn via kunden til tredjemand.
15.5. Erik Larsen & Søn hæfter aldrig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.
16. Almindelig ansvarsbegrænsning og transport i krav mod Erik Larsen & Søns leverandører
16.1. Erik Larsen & Søns ansvar kan ikke – uanset eventuelt påvist uagtsomhed – omfatte dagbøder, driftstab, avancetab, tidstab eller andet indirekte tab, hvad enten ansvaret måtte støttes på almindelige erstatningsregler, eller på andet grundlag.
16.2. Hvis Erik Larsen & Søns leverandør eller anden tredjemand har et ansvar over for Erik Larsen & Søn for forsinkelser eller mangler, vil Erik Larsen & Søn være indstillet på så vidt muligt at give kunden transport i Erik Larsen & Søns krav mod leverandøren eller tredjemand.
17. Tvister
17.1. Enhver tvist, der måtte opstå mellem kunden og Erik Larsen & Søn, skal afgøres ved voldgift, medmindre Erik Larsen & Søn bestemmer, at tvisten skal afgøres ved de ordinære domstole. Alle tvister skal afgøres i henhold til det fulde aftalegrundlag mellem Erik Larsen & Søn ApS og kunden, herunder disse handelsbetingelser og i øvrigt efter dansk ret uden hensyntagen til internationale værnetingsregler.
17.2. Hvis sagen skal afgøres ved voldgift, skal sagen afgøres ved Voldgiftsinstituttet i København i henhold til instituttets til enhver tid gældende regler og retningslinjer.
17.3. Hvis sagen afgøres ved de ordinære domstole, skal sagen anlægges ved Erik Larsen & Søns hovedkontors værneting, uden hensyn til hvor kunden bor eller opholder sig.
18. Ikrafttræden
18.1 Disse handelsbetingelser er senest opdateret den 15. juli 2024 og gælder for modtagne ordrer fra og med dette tidspunkt.