Q&A

Skinnesystem

Spørgsmål og svar | Unistrut skinnesystem

Med det store udvalg af montageskinner og varianter i Unistrut skinnesystemet kan det synes at være en stor opgave at finde frem til den eller de skinner, der er de bedste kandidater til jobbet.

Men griber du det systematisk an og forholder dig til relativt få punkter, bliver valget af skinner og varianter mere ligetil.

Nærlæser du vores Q&A finder du flere detaljer og nuancer, men helt overordnet skal du forholde dig til følgende 5 punkter:

  • Belastning
  • Materiale/overfladebehandling
  • Skinnedimensioner
  • Med huller eller uden huller
  • Enkeltskinne eller kombinationsskinne

Belastning

Hvor meget vægt skal montageskinnen kunne bære? Hvordan vil vægten blive fordelt? Hvor stor bliver spændvidden på skinnen?

Her er der ikke plads til at gå på kompromis, men afhængigt af svarene kan løsningen være alt fra en letvægtsskinne som P4000, vores mest populære standardskinne, P1000, eller en ekstra høj dobbeltskinne som P5001T.

Se belastningstabellerne i vores katalog Skinnesystemer & Rørophæng, eller find dem under de enkelte montageskinner i webshoppen.

Materiale/overfladebehandling

Skal montageskinnen svejses eller efterbehandles? I hvilket miljø skal skinnen monteres? Indendørs, udendørs? Miljø med lav eller høj luftfugtighed? Neutralt eller forurenet, ætsende miljø?

Her er alternativerne alt fra ubehandlet kulstofstål ”sort stål” (svejsning/efterbehandling), pregalvaniseret (indendørs, tørt, neutralt), varmgalvaniseret (indendørs/udendørs, fugtigt, moderat forurening) til syrefast rustfrit stål (indendørs/udendørs, meget fugtigt, høj forurening/saltindhold).

Læs mere i vores guide Overfladebehandling af stål.

Skinnedimensioner

Gælder der særlige krav eller begrænsninger, hvor skinnen skal installeres? Er der begrænset plads? Er der æstetiske eller designmæssige krav?

Uagtet, at smag og behag er forskellig, peger pilen mod tynde og smalle montageskinner som P4000 skinnen eller den ekstra smalle UNI1 skinne, hvis æstetik eller pladsmangel spiller en væsentlig rolle.  

Med huller eller uden huller

Hvor og hvordan skal skinnen monteres? Skal skinnen monteres direkte på væg eller loft eksempelvis med betonskruer? Med et beslag på en bærende bjælke eller nedhængt med gevindstænger?

Har du brug for at skrue/bolte gennem montageskinnen eller montere tilbehør gennem skinnen, anbefaler vi, at du vælger en skinne med huller/slidser, så du ikke behøver at bore igennem den.

Enkeltskinne eller kombinationsskinne

Stiller dit projekt ekstra høje belastningskrav? Eller har du brug for at montere på mere end én åben side?

Her kan løsningen være en kombination af enkeltskinner eller endnu bedre en af vores dobbeltskinneløsninger, eksempelvis P1001.

Bemærk, dobbeltskinnerne kan generelt set håndtere større belastninger end enkeltskinner med samme mål.

Erik Larsen & Søn lagerfører 12 forskellige montageskinner med en bredde på 41 mm - i flere varianter. De fleste skinner lagerføres med eller uden slidshuller og i diverse materialer og overfladebehandlinger; rå/ubehandlet "sort stål" (RÅ), pregalvaniseret (PG), varmgalvaniseret (VG) og i syrefast, rustfrit stål (A4).

Modeller

P4000 | 41 x 21 x 1,5 mm | Enkeltprofil | Letvægtsskinne, lav
P3300 | 41 x 21 x 2,5 mm | Enkeltprofil | Standard montageskinne, lav | Vores mest populære, lave skinne  
P2000 | 41 x 41 x 1,5 mm | Enkeltprofil | Letvægtsskinne
P1000 | 41 x 41 x 2,5 mm | Enkeltprofil | Standard montageskinne | Vores mest populære skinne
P5500 | 41 x 62 x 2,5 mm | Enkeltprofil | Montageskinne, høj
P5000 | 41 x 83 x 2,5 mm | Enkeltprofil | Montageskinne, ekstra høj
P3301 | 41 x 41 x 2,5 mm | Dobbeltprofil | Dobbeltskinne, lav
P1001 | 41 x 83 x 2,5 mm | Dobbeltprofil | Standard dobbeltskinne
P5501 | 41 x 124 x 2,5 mm | Dobbeltprofil | Dobbeltskinne, høj
P5001T  | 41 x 165 x 2,5 mm | Dobbeltprofil | Dobbeltskinne, ekstra høj
P3370 | 41 x 21/59 x 2,5 mm | Ankerskinne | Indstøbningsskinne, lav
P3270 | 41 x 41/79 x 2,5 mm | Ankerskinne | Standard indstøbningsskinne

 

P.S. Unistrut skinnesystemet omfatter udover ovenstående en lang række special- og kombinationsskinner, der kan leveres på bestilling. 

Og har du brug for en ekstra smal og lav skinne, lagerfører vi også UNI1 skinnen på 30x15x2 mm.

Skinnerne er fremstillet af koldvalset båndstål. Med undtagelse af letvægtsskinnerne P2000 og P4000, der er fremstillet af 1,5 mm stål, er skinnerne fremstillet af 2,5 mm stål.

Flertallet af skinnerne i Unistrut skinnesystemet fås i almindeligt "sort" kulstofstål (RÅ), pregalvaniseret (PG) og varmgalvaniseret (VG) stål.

De mest populære skinner fås derudover i syrefast, rustfrit stål (A4/316L).

Sort stål (RÅ)

Skinnerne af almindeligt kulstofstål ("sort stål") er ikke overfladebehandlet, men har en let belægning af olie for at forhindre rust. "Sort stål" skinnerne er det foretrukne valg, når der er behov for at svejse på skinnerne.

Uden efterbehandling er kulstofstål det mest sårbare materiale - ikke mindst ved brug i fugtige og ætsende miljøer. Det tager ikke lang tid før stålet begynder at korrodere og de første tegn på rustdannelse ses.

Har du et projekt, hvor det er planen, at elementerne i projektet skal påføres en finish/overfladebehandling efter samling, så kan det give mening, at benytte rå skinner. Ellers vil vi ikke anbefale det.

Pregalvaniseret stål (PG)

Pregalvanisering er en meget almindelig overfladebehandlinger med et tyndt lag zink, der giver en rimelig beskyttelse mod fugt. De pregalvaniserede skinner egner sig dog bedst til indendørs brug.

Varmgalvaniseret stål (VG)

Varmgalvanisering er den mest udbredte overfladebehandling til udendørs brug. Med et kraftigere og mere robust zinklag opnås en markant højere korrosionsbestandighed og rustbeskyttelse end ved pregalvanisering.

Syrefast, rustfrit stål (A4)

Skinner af syrefast, rustfrit stål har nogen helt unikke fordele. De er fremstillet af en særlig hårdfør form for stål, der indeholder nikkel, krom og molybdæn.

Her får du den mest holdbare korrosionsbeskyttelse og dette materiale er dermed også det mest velegnede ved ekstreme forhold (med høj luftfugtighed og forurening, påvirkning fra salt- og syreholdige væsker m.m.).

Vil du vide mere om overfladebehandling og korrosion, læs vores indlæg Overfladebehandling af stål.

Standardlængder

Standardlængden for montageskinnerne i Unistrut skinnesystemet er 6 m (6000 mm). Vi lagerfører alle vores skinner i denne længde.

Derudover lagerfører vi udvalgte varianter af hulskinnerne i 2m (2000 mm) længde; UNI1, P4000T PG, P3300 T PG, P2000T PG, P1000T PG og VG. 

Endelig fås vores mest populære skinne med slidshuller, P1000T, også i en længde på 3m (3000 mm) i rustfrit stål (A4/316L) samt i pregalvaniseret og varmgalvaniseret udførelse.

Skæring på mål

Det er formentlig sjældent, at du står med et projekt, hvor du kan klare dig med skinner i standardlængde. Lad os skære dine skinner på specifikke mål, hvis du på forhånd ved, hvilke længder, du har brug for. Så slipper du for besværet on-site.

Vi kan tilskære dine skinner i små stumper på 60 mm og opefter. Og prisen, den bliver du helt sikkert positivt overrasket over.

P.S. Vi sælger skinnerne i hele standardlængder, så husk også at bede om, at få en eventuel restlængde med i leveringen. Måske kan du bruge den til et andet projekt.

Levering

Leveringsomkostningerne i forbindelse med levering af skinner på over 3000 mm er i langt de fleste tilfælde en del højere end, hvis skinnerne er skåret i mindre længder. Alene af den grund, er det en god forretning for dig at lade os tilskære dine skinner inden levering. Hvis dit projekt altså ikke kræver hele længder. 

Henter du selv, så kan du måske også klare det uden en ladvogn!

Alle profiler i Unistrut skinnesystemet starter med et "P" efterfulgt af et 4 cifret nummer.

Ender nummeret på "00", så er det en montageskinne med en enkelt profil. Og ender det på "01", så er det en skinne med to profiler.

Dobbeltprofilskinnen er i al sin enkelhed to enkeltprofiler, der er svejset sammen. Vi lagerfører dobbeltprofiler, der er svejset ryg-mod-ryg. På bestilling hjemtager vi også andre konfigurationer, eksempelvis varianter af "side-to-side", "side-to-back" med mere.

P1001 montageskinnen på 41x83 mm er vores mest solgte ryg-mod-ryg skinne. Skinnen er fremstillet af to sammensvejste P1000 41x41 mm skinner.

Måske undrer du dig over, at nogle af profilerne i Unistrut skinnesystemet har et "T" i varenummeret - og andre har det ikke. Gør det en forskel? Ja. det gør en stor forskel.

Skinnerne med "T" i varenummeret har slidshuller i ryggen. Skinnerne uden, ja, de er uden huller. Og skinner med "TTT" har såvel huller i ryggen som i begge de "lukkede" sider.

P.S. "T"et er ikke en forkortelse for et specifikt ord. Det er blot det bogstav, som Unistrut i tidernes morgen fandt på at bruge for, at vi alle nemt kan skelne mellem profiler med og uden huller.

Vores hulskinner (skinner med "T" i varenummeret) leveres med 14 x 28 mm slidshuller i ryggen. 

De aflange huller på bagsiden muliggør uhindret brug af gennemgående tilbehør på op til 12 mm (M12), eksempelvis gennemgående gevindstænger til ned- og ophæng, eller eksempelsvis betonskruer eller gennemstikssankre til fastgørelse af skinnen til væg- eller loft.

De aflange huller/slidser i 'T' skinnerne gør det væsentligt nemmere at montere og justere end skinner med runde huller, hvor der ikke er plads til at foretage justeringer. Altså ud over at benytte et andet hul.

P.S. Center-til-center afstanden mellem hullerne er 50 mm.

Er der andet, du gerne vil have svar på?

Stil os dit spørgsmål. Giv os et ring eller send os en mail!

Har vi ikke svaret på rede hånd, gør vi vores bedste for at finde frem til det. Og er det er godt svar, så tilføjer vi det her på siden, så andre også kan få glæde af det! 

Erik Larsen & Søn

Din autoriserede Unistrut distributør

Erik Larsen & Søn har gennem 3 generationer været autoriseret distributør af det alsidige Unistrut skinnesystem. Vores erfarne og faguddannede team hjælper dig gerne og giver dig ærlig produktrådgivning i forbindelse med projektplanlægningen og dimensioneringen af dit projekt. Og har du brug for særlig ”nørdet” specialistviden, trækker vi naturligvis på Unistruts specialister.